Ole Simonsen
Pjecer
Video
Publikationer
Projekter

Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /var/www/olesimonsen.dk/public_html/index.php:58) in /var/www/olesimonsen.dk/public_html/content/1.php on line 12

Du er her:     Ole Simonsen > Baggrund

Baggrund

Som sportsaktiv siden min tidligste barndom har jeg altid haft interesse for bevægeapparatet, - den del af kroppen vi bevæger os med. Det er fascinerende, hvad bevægeapparatet kan optrænes til, og det er tankevækkende, hvor dårligt man kan få det i krop og sjæl, hvis man ikke bliver ordenligt genoptrænet efter sygdom, - eller man i længere tid ikke har brugt kroppen tilstrækkeligt.

Kombineret med en fascination af håndværk blev mit lægelige speciale derfor ortopædkirurgi, som især omfatter reparation af skader i bevægeapparatet, - både dem der opstår ved ulykker og sydom, og dem der skyldes medfødte skavanker, overbelastning eller fejlbelastning.

Min nysgerrighed og lyst til at udvikle noget nyt og godt sammen med andre ledte mig allerede i studietiden til videnskabeligt arbejde. I 1975 modtog jeg sammen med Bjarne Møller-Madsen Aarhus Universitets guldmedalje for besvarelse af en forskningsopgave, - og i 1986 fik jeg den medinske doctorgrad for mit bidrag til ny viden vedr. revaccination mod stivkrampe, der er afgørende for optimal behandling ved sårskade.

Den ortopædkirurgiske uddannelse fik jeg i Aarhus og Aalborg. I 1991 blev jeg overlæge i Hjørring og fra 2001 i Aalborg. Ortopædkirurgien i Nordjylland blev i 2003 samlet i den nye administrative enhed Ortopædkirurgien Region Nordjylland, hvor jeg blev forskningschef. Et af målene fra starten var etablering af et bevægeanalyselaboratorium ved Aalborg Sygehus.

Min personlige forskningsindsats har især været diagnostik, forebyggelse og behandling af fejlbelastningsskader i bevægeapparatet. Sammen med forskere fra Aalborg Universitet har vi ved store befolkningsundersøgelser især bidraget med kendskab til forekomsten af fodfejlstillinger i befolkningen, og hvorledes de kan diagnosticeres, forebygges og behandles.

Bevægeapparatet er meget følsomt overfor fejlbelastning. Hvis man går eller står forkert pga. en fejlstilling i fod eller ben, kan det medføre fejlbelastningsskade ét eller andet sted i bevægeapparatet, hvilket allerede i barndommen kan være årsag til smerter, - ofte kaldet vokseværk. Senere kan fejlbelastning give alvorlige følger som f.eks. slidgigt i fod, knæ, hofter eller ryg. Fejlstillingerne kan være så små, at de ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje, hvorfor bevægeanalyse ofte er nødvendig. I bevægeanalyselaboratoriet filmes bevægelserne fra flere vinkler samtidigt med måling af muskelfunktion og belastningstryk.

Korrektion af fejlstilling kan opnås ved fysioterapi, hvor stramme ledbånd og sener udspændes, - og der instrueres i genoptræning af de muskler, der er blevet for slappe. Der suppleres ofte med stillingskorrigerende indlægssåler eller anbefaling af sko, der kan modvirke fejlstilling, som f.eks. antipronerende løbesko. I svære tilfælde kan fejlstilling korrigeres operativt. - Selv omfattende belastningsskader kan ofte hele, når fejlstillingen bliver korrigeret.

Denne type undersøgelse og behandling efterspørges i et tiltagende omfang i alle aldersgrupper, idet der naturligvis er et udbredt ønske om at være fysisk aktiv og smertefri livet igennem.

I tilfælde af større skader som f.eks. ved leddegigt eller slidgigt i svær grad kan anbefales kirurgisk behandling, der strækker sig fra oprensende kikkertoperation til stivgørende operation eller ledoperation, hvor leddets vægtbærende dele erstattes med metal eller kunststof, - såkaldte ledudskiftningsoperation.

Især fordi vi lever længere og fordi resultaterne bliver bedre og bedre, efterspørges disse operationer i et tiltagende omfang. - I Danmark udføres årligt ca. 7000 hofteoperationer og 8000 knæoperationer.

På baggrund af vores konstante ønske om yderligere forbedring af behandlingresultaterne, har vi på grund af en stor donation fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen i 2010 etableret et omfattende samarbejde med henblik på forbedringer på alle områder vedrørende hofte- og knæoperation: PRIS projektet (ProteseRelateret Infektion og Smerte) med partnere fra Teknologisk Institut, universiteterne i Ålborg og Aarhus samt industrien. Med dan-Inf.dk inviterer vi alle interesserede til at deltage.

Efter et mangeårigt samarbejde med universiterne i Ålborg og Aarhus er der i 2010 taget initiativ til at alle kompetencer i vedrørende bevægeapparatet inviteres til et struktureret og innovativt samarbejde. På begge universiteter er der internationalt førende kompetencer på området. Bl.a. er professor Lars Arent Nielsen i 2010 International Chair man for The Global Year against Muscular Skeletal Pain. Det nye samarbejde vil omfatte de tidligere etablerede: Research Centre for Translational Pain and Biomechanical Research in Osteoarthritis, Sundtek og FARND (Foot and Ankle Reseach North Denmark).

I erkendelsen af at øget almenviden er nødvendig for optimal forebyggelse og behandling, har samarbejdet resulteret i udvikling af en række instruktioner i, hvad man selv kan gøre - bl.a. de pjecer og videoer som kan findes her på siden.